Som nyansat i en virksomhed vil de fleste gerne efterlade et godt førsteindtryk. Du vil bevise dit værd, giver den en ekstra skalle og lytter opmærksomt på de mange informationer, der følger med en jobstart. Men uanset hvor skarp og koncentreret du er, kan det være svært at huske og nå det hele. Når du bliver i tvivl, så spørg den, der kan hjælpe dig. Stil alle de utænkelige, underlige, gentagende spørgsmål, du får behov for.
Holder du ugen ud, holder du dig sikkert ude af ulykkestatistikken
Nyansatte kommer oftere ud for en ulykke end andre. Langt de fleste ulykker sker inden for den første uge, hvor du som nyansat endnu ikke har lært alle rutiner i virksomheden. Det er godt at have i mente, når du bevæger dig rundt på arbejdspladsen den første tid. Tag dig god tid. Kig på dine kollegaer – hvad gør de? Optræd klogt og opmærksomt. Undgå risikofyldte arbejdsopgaver uden assistance.